ÅVM STABEN
ÅVM STABEN
UpSide
Daniel Kjær Holmberg
UpSide er et månedligt lovsangsevent for unge i kirken og har været afholdt fire gange i foråret og fire gange i efteråret. Det fungerer som samlingspunkt for mellem 100-150 unge, hvor fællesskabet med Gud og hinanden står som centrum.
Teamet omkring UpSide er udvidet betydeligt siden foråret, og der er nu etableret et større unge-team hvor alle alders- og målgrupper er repræsenteret. Ledelsen af teamet er fortsat fordelt mellem Hans-Christian Vindum Pettersson og Daniel Holmberg.
Forud for hver UpSide-aften møder frivillige ind bestående af band, folk til omstilling af caféområdet, nogle der laver aftensmad til de frivillige, velkommere, taler og mødeleder – i alt mere end 20 frivillige.
Siden sommerferien har vi haft fokus på at inddrage det forstørrede unge-team i at gennemtænke og planlægge aftenerne. Derudover har vi på fredagene øget vores fokus på de frivillige. Helt enkelt har vi begyndt aftenen kl. 18.00 for at lovsynge og bede sammen, samt have et kort teammøde, spise aftensmad og lige ordne det sidste.
UpSide er noget, vi laver sammen, og vores individuelle opgaver er alle væsentlige for at vi lykkes med at skabe et mødested med Gud og hinanden for unge og studerende. Det er vores oplevelse, at UpSide er et samlende fællesskab for de unge i kirken, og det er et sted, man har lyst til at invitere venner med til.
Aftenen begynder med hang-out i caféen klokken 19.30, hvor der er oplagt mulighed for at hilse på nye folk, og tjekke ind før programmet i kirkesalen begynder klokken 20.00. Efter lovsang, tale og mere lovsang er der åbent i caféen med snacks, sodavand og øl. Folk bliver ofte hængende i lang tid og falder i dybe samtaler, og spiller bordtennis og brætspil.