ÅVM STABEN
ÅVM STABEN
Fællesskaber


Daniel Kjær Holmberg
Troen flytter ind ved spisebordet - fællesskaber som tør dele det, der betyder mest
Vi drømmer om generøste, Jesus-centrerede fællesskaber, der involverer sig i byen og formidler Guds kærlighed. I smågrupper og klynger bliver drømmen konkret: mennesker, der deler liv og tro, beder for hinanden, og finder et åndeligt hjem i hverdagen.
I år har vi mærket, hvordan samtalen om tro er begyndt at flytte ind i vores fællesskaber. Madfællesskabet, et nyt initiativ i samarbejde med Praise Gospel, har samlet unge – også dem, der sjældent sætter deres ben i kirke. Her har vi spist sammen, delt liv og været nysgerrige på tro – hjulpet på vej af spørgsmålskort.
Især blandt unge ser vi en tendens mod mindre fællesskaber. En smågruppe er en stærk måde at blive en del af et trosfællesskab i kirken, hvor det livsnære er i centrum. Smågrupperne har tit en meget flad struktur, hvor alle tager ansvar og løfter sammen, dermed er det nemmere at komme i gang i en gruppe og vores fællesskabskoordinator Clemens Dommert sidder klar til at hjælpe.
I forlængelse af kampagnen Lad os tale om tro, har vi set en øget interesse for selv at sætte ord på oplevelser med Gud. Til gudstjenester fylder samtalekort og i fællesskaberne bliver der delt åndelige erfaringer til opmuntring.
“Der er specielt en i smågruppen, som jeg er meget inspireret af. Hun har en
meget levende tro, og det er inspirerende når hun fortæller, at hun taler med
Jesus hver dag. Jeg tror, at smågrupper kan være kilden til, at man kommer i
kirke. Det er vigtigt at få lov til at dele tro med folk, og jeg har brug for både at
høre input til det og at tale med andre om det.” – Samuel Juhl, deltager i smågruppe
Fakta og tendenser
Kirken rummer nu 54 fællesskaber, heraf 42 smågrupper. Udviklingen af
klyngefællesskaber er gået lidt tilbage, mens de mindre grupper vokser og bliver mere betydningsfulde.
Vores fællesskaber er blevet træningsrum i at tale om tro – og det er måske årets stærkeste tegn på, at visionen lever: troen bliver delt, levet og hørt – midt i fællesskabet.